I danmark har det siden middelalderen været kristelig tradition at døbe barnet. Dåben er barnets optagelse i den kristne menighed, og barnet bliver herved medlem af den danske folkekirke. Som medlem af folkekirken har man adgang til præstelig betjening ved kirkelige traditioner som for eksempel konfirmation og bryllup. Ønsker man ikke at døbe barnet, skal det være navngivet, inden det er seks måneder gammelt. Navngivningen finder normalt sted hos præsten i det sogn, man tilhører.
Dåben
Dåben foregår normalt om søndagen og ofte samtidig med søndagens almindelige gudstjeneste i overværelse af fadderne. Fadderne er først og fremmest dåbsvidner, men har også til opgave at sørge for at barnet opdrages i den kristne tro, i tilfælde af at forældrene dør. Gudmoder eller gudfader er titlen på den person, der bærer barnet ved dåben. At blive fadder betragtes normalt som en ære, og det forventes, at fadderne følger barnets opvækst med ekstra stor opmærksomhed. Hvis der er fare for barnets liv, kan der finde en nøddåb sted, hvilket foregår uden præstens medvirken.
Dåbskjole
Det er tradition, at barnet under dåben bærer en lang hvid dåbskjole med tilhørende hue. En tradition, som stammer helt tilbage fra 1700-tallet. Først noget senere blev den lyserøde eller lyseblå pynt for henholdsvis piger og dreng indført. Dåbskjolen går i mange familier i arv. Navnet på barnet broderes traditionelt på kjolen som symbol på, at barnet er optaget i slægten.
Dåbsfesten
Dåbsfesten finder sted efter selve dåbshandlingen og her samles familie og venner. Festen foregår som regel i familiens hjem og er gerne mere afdæmpet end mange af livets andre fester. Festen varer da typisk også kun til først på aftenen. Under middagen er det normalt med både taler og sange.
Dåbsgaver
Dåbsgaverne består traditionelt af smykker, sølvbestik og lignende, men også tøj, bøger og legetøj ses efterhånden på gavebordet.